De forbudte følelser

I december 2013 satte jeg mig ned foran computeren, for at beskrive hvordan jeg havde det. Det er meget personligt, men jeg vil gerne dele mine følelser og oplevelser, for jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste, som har oplevet de følelser - men alligevel føltes det dengang, som om jeg var absolut alene i verden med tanker og følelser, man ikke kunne dele med andre end sin mand.

18.12.13
Den 9. juli 2002 kørte en københavner helt til Aalborg i sin Scirocco. Ti år senere den 9. juli 2012 blev jeg gift med københavneren på vores tiårs dag. Vi boede nu i Sverige og havde begge fastansættelser i gode jobs. Vi havde et fælles liv og fælles rammer og et fællesskab, som var stærkere end nogensinde før. Det næste oplagte skridt ville være at stifte familie - jeg havde længe leget med tanken, men havde undertrykt den, da jeg vidste, at manden ikke var på det sted i sit liv. Relativt kort tid efter brylluppet overraskede min mand mig dog, da han spurgte til, hvor vores fremtidige børn egentligt skulle gå i børnehave og skole. Jeg vidste slet ikke, at han tænkte over det at skulle have børn og jeg blev meget glad og overrasket. Jeg var dog i et barselsvikariat på det tidspunkt og mente, at det ville være dårlig stil, at skulle gå fra på barsel - hvorfor projektet og tankerne blev lagt lidt på is (selvom tankerne jo reelt aldrig forsvinder). Jeg havde nu været skruk gennem længere tid og i april 2013, da jeg løb tør for det års p-piller, spurgte jeg min mand, om jeg skulle få fornyet recepten, eller om jeg skulle droppe dem. Jeg tror, han stadig var en smule uvant og usikker ved tanken. Jeg var på det tidspunkt ikke i tvivl om, at han gerne ville have børn før eller siden, men han var mentalt nok ikke helt klar. Vi snakkede sammen og konkluderede, at visse ting her i livet kan man ikke nødvendigvis være klar til.

Jeg droppede derfor p-pillerne i april 2013. De første par menstruationer kom som vanligt og så et par måneder med uregelmæssige perioder, før den fandt sin nye cyklus. Foruden at min cyklus ændrede sig, havde fravalget af pillerne en anden forunderlig effekt; min sexlyst steg markant. Jeg har været på p-piller siden jeg var 14, i over 10 år, så jeg kunne ikke huske hvordan det plejede at være. Men sikken befrielse. Sikke en gave at kunne have lyst til min mand, uden at nogen havde lagt op til noget. Sikke en befrielse bare at have lyst.

Cyklussen ændrede sig, jeg fik en øget sexlyst og så fik jeg ømme bryster. Første gang var jeg sikker på, at nu måtte jeg da være blevet gravid, for jeg havde jo fået ømme bryster. Men det er så åbenbart noget min krop gør op til menstruationen. Og når jeg skriver ømme, så mener jeg virkelig ømme. Bare når man rører ved dem, men også bare når jeg går - men det havde jeg ikke oplevet, da jeg var på p-piller.

Men jeg blev også mere og mere opmærksom på mine omgivelser. Jeg arbejder i et fag, hvor der er mange unge kvinder ansat, så der er ofte kollegaer, som melder, at de er blevet gravide. Førhen blev jeg glad på deres vegne. Jeg lagde ikke så meget i det, for jeg havde ikke noget forhold til det, men jeg blev da umiddelbart glad.

Nu oplever jeg, at jeg er i mine følelsers vold, når især veninder melder den glædelige nyhed. Hvor jeg før oplevede glæde, oplever jeg nu en følelse af frustration og uretfærdighed. Jeg har enormt svært ved at rumme, at jeg har disse følelser, men jeg kan heller ikke fornægte dem. Især en veninde, som var blevet gravid i første forsøg, berørte mig meget. Hun havde ikke fortalt, at de prøvede – det vedrører egentligt heller ikke mig, men det gjorde, at jeg blev overvældet. Jeg skrev, at jeg var utroligt glad på deres vegne og lykønskede dem. Men indeni var der en klump, som voksede sig større og større. En klump med følelser, som jeg havde svært ved at rumme, en klump af forbudte følelser. De følelser er så uendeligt svære at forholde sig til og svære at stå ved. Jeg synes, det var ubehageligt at fortælle min mand, hvordan jeg faktisk gik rundt og havde det. Jeg har grædt et utal af gange og følte jeg var helt alene i verden med de tanker og følelser.

Folk spørger ofte til, om vi ikke snart skal have børn; vi er jo trods alt gift, bor i et hus sammen og har været sammen i over 11 år. Helt nære venner, som kender mit ønske svares med ”når moder natur ønsker det”. De andre forsøger jeg at feje af banen og siger, at det skal vi nok på et eller andet tidspunkt. Men i virkeligheden har jeg et så brændende ønske for at blive gravid, at jeg har svært ved ikke at sige ”vi prøver for helvede, vi prøver alt hvad vi kan”. Jeg ved nu, efter jeg selv er kommet i denne her situation, at det er det mest ufølsomme spørgsmål at stille. Tænk, hvis dem du spørger, har prøvet i lang tid. Tænk, hvis dem du spørger, har prøvet og ikke kan få børn. Jeg vil aldrig mere stille nogen det spørgsmål.

Folk har gennem mange år spurgt til om jeg er gravid, primært folk der ikke kender mig så godt. Bevares jeg er tyk og jeg har en god del fedt på maven. Men at antage, at en ung kvinde som er tyk, da må være gravid, er altså at gå lidt for langt. Førhen rørte det mig ikke så meget. Jeg blev da ked af, at folk synes jeg var så tyk, at jeg da åbenlyst måtte være gravid, men jeg kunne uden de store problemer svare ”nej, jeg er bare tyk”. Nu berører det spørgsmål mig mere end nogensinde før, for jeg ville sådan ønske, at jeg var gravid og ikke bare tyk. Mit råd til dig er, at du ALDRIG nogensinde lykønsker nogen med deres graviditet, med mindre du er fuldstændigt sikker på, at personen faktisk er gravid.

Er der fordele ved at det tager så lang tid at blive gravid? Ja, i vores tilfælde har der været det. Vi er begge mere indstillede og klar på det her, end vi nogensinde har været det før. Vi begærer hinanden mere end tidligere og vi har et tættere forhold, end vi har haft i lange tider - men det er også hårdt og følsomt.

De første mange måneder var jeg meget optaget af hvornår min menstruation faldt, så jeg kunne regne mig frem til min ægløsning. Jeg fandt dog også ud af, at min krop er så smart designet, at den får mere lyst omkring ægløsningen. Jeg noterer på en lille printet papirkalender hvornår min menstruation falder. Den markeres med stjerner. Her kan jeg så tælle 14 dage frem og regne mig frem til min ægløsning, som markeres med et hjerte. Den kalender har fyldt meget i mit hoved. Men i denne her måned har den ikke fyldt så meget. Vi har nu prøvet i 8 måneder og af en eller anden grund, har den ikke været fremme på samme måde, som i de andre måneder. Jeg har bearbejdet mine følelser og er nu oprigtigt glad på min venindes vegne. Min søster har netop i dag meldt mig, at jeg skal være moster igen til sommer. Her var der ingen tvivl, det var oprigtig glæde på deres vegne. Ingen følelse af frustration eller uretfærdighed. Men jeg vidste også, at de havde prøvet længe, længere end os. Det er onsdag i dag og jeg bør få min menstruation på fredag eller lørdag. Jeg har ikke ømme bryster endnu. Måske er jeg gravid, måske spiller min hjerne mig puds igen. Uanset hvad, så ved jeg, at vi bare må vente til moder natur synes det er tid.

06.04.14

Hvor er det vildt at sidde og læse ovenstående her fire måneder senere. Jeg skrev det den 18. december 2013. Den 19. december kom min menstruation, men det blev også sidste gang den kom. Vi tog til Berlin for at fejre nytåret og nyde hinandens selskab uforstyrret - ingen huslige opgaver og hvad der ellers optager sindet til daglig. Vi havde en gennemført dejlig tur. Det var skønt at være afsted i nye omgivelser og bare nyde hinanden. Det var skønt at være på en ferie, hvor vi benyttede offentlig transport (min mand er ikke ligefrem tilhænger), så vi kunne nyde en lille en til maden. Men det blev så også sidste gang i lang tid, at jeg skulle nyde en lille en. Vi kom hjem d. 1. januar og d. 17. januar skulle min menstruation komme. Men den kom ikke og jeg havde en god fornemmelse - det var dog ikke første gang, jeg havde haft den forhåbning og var blevet skuffethåb; ja, når du forsøger at blive gravid, kan du nå at få mange falske forhåbninger og "indbildte graviditeter". På vej hjem fra arbejde var jeg omkring Matas for at købe en graviditetstest. Manden og jeg mødtes i lufthavnen. Han havde købt ind til sin fødselsdag, som skulle holdes dagen efter. Da vi kom hjem, skyndte jeg mig op på badeværelset. Det var ikke første gang jeg havde taget en test, men efter ganske kort tid viste der sig et andet resultat, end jeg tidligere havde oplevet. Der var to streger!! Hjertet sad helt oppe i halsen og jeg turde næsten ikke tro på det. Jeg gik nedenunder med testen bag ryggen. Manden mumlede noget bebrejdende om, hvorfor jeg ikke havde hjulpet med at bære varerne ind. Jeg svarede spændt, at jeg havde haft noget andet der lige skulle ordnes og viste ham testen med de to streger. Han virkede overrasket, men glad. Vi omfavnede hinanden og jeg græd – af lettelse og af lykke. Manden ville straks meddele det til familien dagen efter, men jeg måtte fortælle, at man venter til man har været til scanning, for at være forbi risikoen for spontan abort og for at være sikker på, at barnet har det godt.

De første par uger var det ret uvirkeligt. Jeg turde stadig ikke helt tro på det og jeg havde ingen symptomer udover menstruationen, som var udeblevet – jeg savnede et fysisk bevis for, at jeg faktisk var gravid. Men de symptomer skulle dog hurtigt vise sig. Jeg har haft en god del morgenkvalme og nærmest konstant hovedpine og nakkespændinger. Selvom jeg nu havde nogle åbenlyse symptomer, turde jeg stadig ikke tro på det. Jeg havde ønsket og villet det så længe, at jeg ikke kunne tro, at det nu endelig var blevet virkelighed for os. Efter en måneds tid tog irrationaliteten over og jeg købte endnu en test. Den viste naturligvis stadig to streger og jeg følte mig nu mere bekræftet. Vi har brugt forskellige hjemmesider, til at følge graviditeten uge for uge. Jeg tjekker om morgenen, når jeg går ind i en ny uge og sender screenshots til manden, så han også kan læse om hvad der sker i den uge med mig og min krop og med barnet. Jeg synes det er sjovt at læse om detaljerne i de forskellige uger og jeg tror det gør det nemmere for manden at forholde sig til hvad der sker.

Jeg er i dag i 16+2, hvilket vil sige, at jeg er i 17. uge. Jeg har derfor nu gennemført 40% af min graviditet og maven er begyndt at kigge frem - jeg har det godt og er lykkelig over vores omstændigheder. Men jeg ville have ønsket, at nogen havde sagt til mig, at det er okay, at rende rundt med følelser af frustration og uretfærdighed - at jeg ikke var egoistisk, men bare i mine følelsers vold. At det er okay ,at synes, at det er pisse irriterende og sårende, når folk igen spørger ind til, om man ikke snart skal have børn. Jeg ville have ønsket, at jeg havde vidst, at ovenstående er helt normalt. Derfor ønsker jeg at dele mine tanker med jer - så I ved, at I ikke står alene.