mandag den 16. september 2013

Spiseklubben: Tong Eng Kina Grill

Tong Eng Kina Grill
Østerfarimagsgade 20
Har en del vegetariske retter, men også veganske retter med fake kød.

På Østerfarimagsgade ligger en lille kina grill. Gemt bag et stillads finder man den lille autentiske grillbar et par trappetrin nede. Fru Li havde sat tre borde frem og dækket op med en rød/hvid ternet voksdug. Hun havde fundet klapstole og taburetter frem og gjort klar til at blive invaderet af 20 grønne mennesker. De første af os der kom, fik selv lov til at dække bordene. Skåle og tallerkener stod i nogle plastikbakker, pakket ind i viskestykker. De var halvvåde og relativt beskidte og jeg fandt endda en halvdød edderkop i den ene skål. Men det passede perfekt ind i resten af indretningen.
Fru Li startede med et lille oplæg omkring de sundhedsmæssige fordele ved en vegetarisk kost. Hun var vældig underholdende at høre på med sin voldsomme entusiasme og staccato tale. Man måtte bekæmpe sin trang til at grine og sidde pænt og lytte.



Hun lagde ud med at servere desserten (hmm?). Det var en sød og sprød sesambolle med en chokoladeagtig bønnepuré inden i. Den smagte ikke dårligt, men meget specielt.

 


Herefter blev der serveret lange friturestegte brød. Det var ret mærkeligt og ikke voldsomt inspirerende.


Hovedretten var en aubergineret, som blev båret ind i store metalbakker, hvor man selv kunne forsyne sig. Hertil var der ris, sursød sauce og oliemarineret koriander. Smagen var faktisk helt fin, men det søbte i olie og oven på den oliestegte sesambolle og de olierede brødstænger, blev det lidt for meget. Til slut blev den sidste forret serveret, hvilket var en tofusuppe båret ind i to store plastikskåle. Tofuen var hjemmelavet, hvilket bestemt er prisværdigt, men suppen var smagsløs. Jeg pimpede min med koriander, nødder og soyasauce, hvilket gjorde den betydeligt bedre.





Undervejs var Fru Li flere gange inde og underholde os med alt fra hvordan valnødder gør en klog og giver smuk hud, til hvordan man laver akupressur. Maden var desværre ikke besøget værd, men hun var bestemt besøget værd. Det er i al fald længe siden, at jeg har grinet så meget til en spiseklub. En meget original og autentisk oplevelse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar