Så kom lillemanden til verden. Lige da han blev født, blev han lagt på mit bryst, hvor han suttede på begge bryster. Resten af det første døgn var han virkelig træt og blev ikke rigtig lagt til - vi havde ikke fået besked på, at vi skulle opfordre ham til at spise og vi troede, at han selv ville give udtryk for sult. Tidligt om morgenen dagen efter spurgte vi en af de ansatte på patienthotellet, som blev noget bekymret. Hun mente bestemt, at han skulle lægges til minimum hver 3. time og at det var problematisk, at han ikke rigtig havde spist endnu. Så nu måtte vi til at vække vores trætte baby og forsøge at lægge ham til. Hen af formiddagen kom endnu en ansat, som hjalp med at lægge ham til. Hun formede mit bryst og prøvede at stimulere ham til at sutte, men han gad ikke rigtig tage fat. Hun sagde, at vi skulle prøve ammebrik eller alternativt bruge modermælkserstatning, hvis ikke han snart spiste - snak lige om at stresse en nybagt mor! Da hun gik ud efter ammebrikken prøvede vi igen og igen og endelig tog han fat. Så vi slap for ammebrikken.
Jeg havde godt hørt om efterveer, men hold nu op. Hver gang han blev lagt til, fik jeg efterveer og de gjorde altså betydeligt mere ondt end forventet. Vi blev tilset flere gange og blev rådet til, at han skulle lægges til minimum hver 3. time og gerne oftere og at han skulle spise i 10 min hver gang. Det var et kæmpe arbejde. Vi blev opfordret til at vække ham om natten, til at putte kold vand i hovedet af ham, til at klæde ham af og lægge ham mod min hud og til at hive ham i benene for at holde ham vågen. Vi skrev ned i en lille bog og var omhyggelige med at tage tid på, hvor længe han spiste. Der blev pauset på mobilen hver gang han slap og vi kæmpede ihærdigt for at nå op på de famøse 10 min. Der var forskellige holdninger blandt personalet. Nogle syntes, det var helt naturligt, at han ikke havde spist så meget endnu, da babyer jo er udmattede efter at være kommet til verden. Andre syntes, at han skulle spise, spise og spise. Det var svært, at få den lille bitte mund til at tage det store bryst og jeg følte nærmest, at jeg skulle lave origami med brystvorten, for at få ham til at tage den. Vi var opmærksomme på, at han skulle lave "burgermund" og ikke "spaghettimund", for at spise korrekt og dermed skåne mine brystvorter.
Da vi kom hjem efter 2 dage, fortsatte vi med at skrive ned døgnet rundt. Efter nogle dage var mælken løbet til og hold nu op. Jeg brugte nok 3-4 sæt ammeindlæg om dagen, for der var meget mælk. Efter en lille uges tid derhjemme, følte jeg pludselig, at jeg ikke havde mere mælk. Hen af aftenen blev han ved med at ville spise og det virkede ikke til, at han blev mæt. Han spiste i kort tid og blev så træt og sov. Han vågnede igen efter 15 min og ville spise igen. Jeg prøvede at tage et varmt bad, for at slappe af, men var stresset over at han tydeligvis ikke blev mæt. Jeg var dødtræt og helt ødelagt. Vi ringede til patienthotellet omkring kl. 23 for at spørge dem til råds. Jeg fik fat på en dygtig ansat, som roligt forklarede mig, at jeg bare skulle blive ved med at ligge ham til og lade ham spise så ofte, som han lystede - så skulle mælken nok løbe til igen. Desuden opfordrede hun mig til at lade ham sove på mig, for at kunne udnytte min kropsvarme, så han kunne spare på energien. Men jeg var ked af, ikke at kunne mætte ham og hun fortalte, at man kan købe modermælkserstatning i 7/11. Men vi bor i Sverige, hvor de lukker kl. 23 og hvor der ikke er et døgnapotek. Så manden måtte køre til Danmark, hvor han tog på et døgnapotek for at købe laktosefri MME midt om natten. Jeg sad derhjemme i sengen med lillemanden. Jeg holdt ham, ammede ham, holdt ham, ammede ham, blundede lidt, ammede ham... osv... Da manden endelig kom hjem og kom op med en flaske mælk, var mælken endelig løbet til igen. Jeg er nu klar over, at mælken ikke kan løbe tør og han var muligvis bare haft et meget tidligt appetitspring. Jeg tror bestemt, at det beroligede mig, at jeg nu vidste, at vi havde en bøtte MME i huset.
Efter et par uger faldt det hele mere naturligt og vi slappede stille og roligt mere af med det og stoppede med at skrive ned hele tiden. Nu går det virkelig fint. Han er god til at tage brystet og jeg elsker, når han nærmest rovdyragtigt virrer fra side til side med hovedet, før han glubsk finder brystet. Jeg elsker hans små veltilfredse slubrelyde og jeg elsker hans saglige udtryk, når han mæt trækker sig væk og lige ligger og sunder sig lidt i sin mælkebrandert.
Det var en stressende og hård start, men vores vedholdenhed gav succes og jeg er nu meget glad for at vi fortsatte. De første par måneder spiste han nærmest konstant døgnet rundt og jeg følte mig som en fuldtidsammemaskine.. Han lå gerne mellem 1-1½ time af gangen og det var virkelig udmattende. Nu er han blevet en mere effektiv spiser og spiser en ordentlig omgang hver gang han har taget en lur - og indimellem også mellem lurene. Han spiser nok ca. hver 3. time i gennemsnit, også om natten. Jeg forventer, at fuldamme til han er 6 måneder og der så småt starte op med BLW (baby-led weaning). Jeg håber, at kunne fortsætte med amningen til han er minimum et år og så må vi se hvad han har lyst til derefter.
Jeg er klar over, at vi har været heldige. Jeg har haft rigeligt med mælk og har været skånet for brystbetændelse og revnede brystvorter. Jeg synes, at det må være op til den enkelte, hvad de føler, er mest rigtigt for dem og deres barn. Jeg elsker at amme og føler, at det er det bedste for både mit barn og mig selv. Det er også hårdt, da han er fuldstændigt afhængig af mig og far ikke bare lige kan tage over. Det har været hårdt arbejde, men det har bestemt også været det værd - og jeg føler en vis stolthed, når jeg kigger på hans smilehuller på hænderne og elastikkerne omkring hans små fede lår og arme.
Og til alle dem derude, som er stødt over offentlig amning. Slap nu af, det er jo bare bryster og man kan altså ikke bede en baby om at vente med at være sulten...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar