fredag den 29. august 2014

Ammehjørnet

På 1. sal har vi et "hul" ved skunken, som aldrig rigtig har været brugt til andet end opbevaring af ting-der-skal-på-loftet-snart-agtigt. Det er nu blevet lavet om til et ammehjørne, så jeg ikke skal bevæge mig helt nedenunder hver nat, når lillemanden skal ammes - så har jeg i al fald mulighed for at variere mellem at amme i sengen og gå ud til stolen.
 
Stol og fodskammel er fundet til 800 kr. i Ikea. "Bordet" er en gammel kasse fra civilforsvaret, lampen er fra Ikea, ammepuden er fra Fossflakes med betræk fra Småfolk og billedet er en klassiker, Vanløsemadonna, af Heerup. Manden er mildest talt ikke begejsteret over hverken billedet eller kassen/bordet, men ikke nok til at han har nedlagt veto, så det går nok.
 
Lampen er ikke den mest oplagte til dæmpet hyggebelysning om natten, men synes den var så fin, at det var nødt til at være den. Det er svært at finde matterede pærer med stor fatning og lumen under 150, så den skal nok bestilles over nettet - så hverken baby eller jeg bliver blændet.
Så nu er rammerne ved at være på plads og fryseren er fyldt, både survivalskuffen og barselsbesøgsskuffen. Vi har været til scanning i onsdags. For en måneds tid siden var vi til en kontrolscanning, da lillemanden havde væske i nyrebækkenet. Det var dog heldigvis forsvundet, men i stedet opdagede man, at han vægtmæssigt var lidt lille, hvilke førte til scanningen i onsdags. Han er fortsat i den lave ende (-19% ift. gennemsnittet), men han tager på og der er fint flow, så ingen grund til bekymring. Vi er dog blevet tilbudt en xtra scanning om 3 uger, hvis ikke vi har født inden. Jeg mangler lige at pakke den famøse taske, men ellers er der ikke rigtig noget der mangler - udover levering af kombivogn, autostol og at finde en babyalarm. I dag har jeg været i gang med at finde ud af hvad man skal, når sådan en lille en kommer til verden - når man vel at mærke bor i Sverige, men arbejder i Danmark. Sikke meget der er at holde styr på...
 
- udfylde barselspapirer og indsende til chefen.
- kontakte folkbokföringen i Sverige for at registrere barnet og få svensk personnummer.
- melde ønske om navn hos skatteverket i Sverige inden for 3 mdr.
- kontakte Sygeforsikring Danmark for at finde ud af, om han kan blive opført under mig, når han ikke får dansk crp-nummer.
- melde ham til vuggestue (på svensk förskola eller i daglig tale dagis).
- melde termin til det svenske lokale lægehus, til deres barnsköterska.
- kontakte Udbetaling Danmark ift. børneydelse, når man bor i udlandet.
 
Tror jeg har styr på det. Det må tiden vise :)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar