søndag den 28. juli 2013

Henkogt tomatsauce

I bedste Camilla Plum / husmorstil har jeg lavet en henkogt tomatsauce. Jeg havde plukket en del tomater i udestuen og ville finde på noget lækker med dem. Man kan jo gøre en del med de ting, man høster haven, men det er om at prøve lidt forskellige ting, da nedfrysning, som ellers er nemt, ikke nødvendigvis er det, der komplimenterer frugten mest.

Foruden denne meget lækre henkogte tomatsauce, har jeg også prøvet at lave solbærgelé, ribsgelé, rabarbersirup, rabarberkage, to slags rabarberchutney og squashboller.

Hvad skal jeg bruge og hvordan
- Et stort glas
- omkring 750 gram tomater
- ½-1 dl god olivenolie
- en ordentlig omgang friske krydderurter (jeg brugte kruspersille, estragon, rosmarin og basilikum)
- et par friske chilier
- et par fed hvidløg
- lidt groft salt

Start med et rengøre dit glas. Dette kan gøres ved at skolde det med kogende vand og så ryste det med atamon eller sprit.
Start med at plukke og skylle krydderurterne og chilierne. De skal bruges hele, så det er hurtigt ordnet. Så skæres tomaterne over, så de har nogenlunde samme størrelse. Nogle af cherrytomaterne kan bruges hele og andre skal måske halveres. Nu skal glasset skamproppes med tomater og de må gerne mases lidt undervejs, så de ligger tæt. Så propper man krydderurterne, chilierne og hvidløgsfedene ned i glasset langs kanten. Til slut overhældes det over med lidt olie og drysses med salt.

Henkogning
Jeg brugte et patentglas (dem med gummiring), så jeg lukkede glasset helt og stillede det ind i ovnen, hvor jeg henkogte det ved 120 grader indtil det "faldt" lidt sammen (det bobler lystigt i glasset). Gummiringen tillader overtrykket at komme ud. Hvis du bruger et almindeligt syltetøjsglas, skal låget kun skrues meget let på og når det så er henkogt, tages det ud og låget strammes til. Når henkogningen er færdig, lader man glasset stå og køle af i den slukkede ovn. Henkogningen gør, at der skabes undertryk i glasset og dette gør (hvis det bliver opbevaret køligt og mørkt), at det kan holde sig helt indtil næste sommer - mit holdt dog ikke så længe, da jeg jo skulle smage den.

Normaltvis vil tomaterne falde mere sammen og indholdet vil dale en smule, men jeg havde proppet det så tæt, at væsken blot faldt til bunden.

Da jeg skulle spise den smed jeg bare det hele op i en gryde og varmede det igennem. Det smagte himmelsk og kan klart anbefales. Man kan bruge lige de tomater man lyster og krydre det efter smag.




Før henkogningen

Før henkogningen

Efter henkogningen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar