Succes er...

Succes er...

 

- når man både når i bad og at spise morgenmad i babys "morgenlur"

- når man indtager tre måltider mad på en dag (denne er dog en af de meget sjældne)

- når man indtager varm aftensmad (baby kan åbenbart lugte maden, for han vågner og er sulten på samme tid, hmpf)

- for at trumfe den med varm aftensmad, så er succes, når man selv har lavet aftensmaden (det er nu lykkedes to gange på 3 uger - godt jeg har Martin til at agere husfar)

- når man har haft en trøje på mere end en time den pågældende dag (det er så meget nemmere bare at rende rundt i amme-bh og være klar, dog knap så kønt)

- når man kun er blevet tisset eller gylpet på et par gange

- når man har tid til at opdatere sin blog

- når man får lagt vasketøjet sammen i det øjeblik tørretumbleren er færdig, og ikke tre timer senere

 

Hold nu op, hvor er livet med en baby en stor omvæltning. Han sover 2½-3 timer om natten, for så at vågne og være sulten. Med amning og bleskift tager det ca. 1½ time, før han er faldet i søvn igen. I den halvanden time kæmper jeg en brav kamp mod verdens tungeste øjenlåg. Det er en fornøjelse, når jeg kan løfte liften ind i soveværelset igen og krybe ned under dynen. Jeg vågner dog ofte med et chok, når han begynder at grynte igen. Det føles vitterligt som om jeg lige har lagt mig, men som oftest har jeg sovet et par timer - jeg når ikke engang at skifte stilling, går bare kold på stedet. Jeg vågner ofte ved, at jeg ligger og krammer min dyne eller hovedpude. Jeg er forvirret og er sikker på, at jeg er faldet i søvn med baby i mine arme. Det er så mærkeligt og der går ofte lidt tid, før jeg får følt mig frem til, at det er dynen jeg ligger med i mine arme, og at baby selvfølgelig ligger i sin lift ved siden af sengen - hmm...

 

Han er egentligt relativt nem i løbet af dagen. Han vil amme ofte og længe, hvilket er hårdt, men det er okay, så længe der er dagslys. Men her de seneste 3 dage, har han været ulykkelig om aftenen. Altså som i "jeg skriger helt vildt og vil nærmest kun falde til ro, hvis man holder mig ind til brystet og går med mig". Det starter omkring kl. 22-23 og han falder ofte først til ro ved 1-2 tiden. Det er hårdt og meget frustrerende, at man ikke ved, hvad man skal gøre, for at han bliver glad og tilfreds. Jeg ammer ham, skifter ham, går med ham, vugger ham og gentager dette i 3 timer. Vi kan ikke finde ud af hvad årsagen er. Vi har forsøgt at lade være med at give ham hans D-vitamin dråber, da nogen får mavekneb af dem - men det har ikke gjort nogen forskel. Det er heller ikke bleen eller at han er sulten, som gør det. Han er en meget vågen og observant herre, som kigger længe og intenst, både på os, på lamperne og på ting der bevæger sig. Jeg overvejer, om han mon er ved at være overstimuleret om aftenen. Vi har nu prøvet at sætte skyggen på liften og har haft stillet ham ind på Martins kontor om aftenen, for at skærme ham fra fjernsynet. Nu må vi se, hvad der sker i aften - gulp.

 

Men selvom det er vildt hårdt, er det også vildt fantastisk. Når han putter sig ind til dig, når han giver dig et af sine ubevidste smil, når han laver frøhop i sengen og når han fryder sig i badet.

 

Men jeg må indrømme, at jeg synes det er rigtig dejligt, når Martin kommer hjem fra arbejde om aftenen.

 

På tur i strækviklen - genialt