onsdag den 19. juni 2013

Vegansk guide til Malmø - opdateret marts 2015

Nedenfor har jeg lavet en liste over forskellige veg* venlige steder i Malmø. Generelt kan man jo næsten altid få vegansk mad, især på asiatiske og indiske restauranter, så nedenstående er blot forslag til steder, hvor man i hvert fald er sikker på en god vegansk oplevelse og flere af stederne er endda helt veganske. Der er stadig mange lækre veg* steder i Malmø, som jeg endnu ikke har besøgt, så listen vil blive opdateret løbende. Ift. aktuelle åbningstider mm. er guiden senest opdateret i marts 2015 - de nye steder på listen vil blive tilføjet løbende, også efter marts 2015. Som noget nyt i min guide, har jeg forneden på siden tilføjet steder, som jeg er blevet anbefalet, men endnu ikke har besøgt - måske overhaler I mig.
 
Som noget nyt til jeg fremadrettet tilføje et punkt omkring hvor børnevenligt stedet er. Dette betyder også, at ikke alle steder kommer til at have dette punkt. Men kender I til børnevenligheden på et sted, hvor jeg ikke har beskrevet den, så skriv endelig til mig, så jeg kan tilføje det.
 
Obs: jeg må opfordre til, at I undersøger hjemmefra, om informationerne nedenfor stadig er gældende - de kan jo blive forældede.
  
Kafé Agnez (vegansk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
I en sidegade til Slottsgatan gemmer sig den hyggeligste lille café. I stueetagen og kælderen er der café og på de øvre etager bor kollektivets beboere. I caféen finder du et stort udvalg af lækre kager og mad, som alt sammen er økologiske og vegansk. Caféen har både i 2010 og 2011 vundet prisen for bedste café i Malmø og jeg kan kun tilslutte mig anmeldelserne. Cafeen er især om sommeren et besøg værd, da man kan sidde og nyde sin mad i deres store hyggelige baggårdshave. Men man skal bestemt ikke holde sig væk ved dårligt vejr, for det er også muligt at sidde indendøre - i kælderen er der en del pladser med en umage indretning.
- Agnesgatan 11 
- Man-fre: 11-18
- Lør-søn: 11–17
- Børnevenligt: der er masser af plads i deres store udendørs gårdhave, så på en varm dag er stedet oplagt. Indendøre er det noget trangt med pladsen, man skal op af nogle trin og der er ikke plads til barnevognen. De har højstole.
 

Astrid och Aporna (vegetarisk)
Astrid och Aporna er et (primært) økologisk og vegetarisk supermarked, som er et must på en veg* Malmø tur. Deres udvalg er stort og inkluderer alt fra mælkefrie oste til tun og pølser lavet af soja. Hos Astrid och Aporna findes der også normale dagligvarer og helsekostvarer. Man kan kort sagt få alt hvad hjertet begærer. Priserne er ikke billige, da det er økologiske specialvarer, så spar lidt penge op og put et par køleelementer i rygsækken eller køletasken og shop løs i veg* himmelen.
- Gustav Möllersgata 2 
- Man-fre: 9-19
- Lør: 10-18
- Søn: 11-16
- Børnevenligt: der er rigeligt med plads i butikken til at kunne manøvre rundt med en barnevogn.
 
Astrid och Aporna er også at finde i København, hvor de har både en butik og et spisested.
Butik: Christian Winthers Vej 2 (https://www.facebook.com/AstridOchApornaCph)
Spisested: Jägersborgsgade 39 (https://www.facebook.com/astridsspiseri)
  

Kao's (vegansk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Få minutter fra Astrid och Aporna ligger Kao's, som tilbyder god og enkel mad baseret på friske økologiske råvarer. Til frokost serveres der en buffét med suppe, salater og hjemmebagt surdejsbrød. Desuden findes der altid to dagens ret at vælge imellem; en fake og en grøntsag. Jeg har smagt deres burger og deres brunch og er stor fan. Selv min kødspisende mand har godkendt burgeren. Er man stadig sulten byder de også på lækre og syndige kager, jeg har bl.a. smagt deres snickerskage og den klassiske svenske prinsesstårta.
- Föreningsgatan 37
- Man-tor: 11:30-22
- Fre-lør: 11:30-01
- Børnevenligt: om sommeren er der åbent for udendørsservering i deres hyggelige gård, hvor der er masser af plads til barnevogne. Der er tre høje trin op til cafeen, hvis man vil sidde indendøre og der er ikke plads til meget mere end et par barnevogne (hvis man skal undgå at genere de andre kunder for meget). De har højstole.

 
 
Vegegården (vegansk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Vegegården er en asiatisk restaurant udover det sædvanlige. Alt er vegansk, selvom det ikke ligefrem ser sådan ud. Buffeten er spækket med alt hvad du kan forbinde med en kinesisk restaurant, udover at al ”kødet” er fake. Jeg tog mig selv i at spørge dem flere gange, om de nu også var sikre på at "rejerne", "kyllingen" og alt det andet var vegansk. Selv isen der hører med til buffeten er vegansk. Man kan også købe de sojaprodukter, som de bruger til "kødet" i restauranten.
- Rörsjögatan 23
- Man-fre: 11-15
- Lør-søn: 13-21
 

Pizzeria Algarve (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Er du træt af en halvtarvelig vegetar-pizza og trænger du til noget hurtigt mad, så hop på bussen til Algarve. Her kan du få pizza med "kebab", "chorizo", "kylling", "ost" og meget mere – alt sammen i veganske udgaver. Selvom pizzeriaet ligger udenfor centrum, er det hele turen værd. Som noget nyt fra marts 2015 kan man nu få "parmaskinke" fra SietanFoods - jeg har dog desværre ikke haft fornøjelsen endnu.
- Sandbackegatan 10C
- Man-tor: 15-21
- Fre: 15-22
- Lør: 13:30-22
- Søn: 13:30-21
- OBS: kun kontanter

Bus
Husk at man i Malmø kun kan bruge JoJo rejsekort eller billetter købt på Skånetrafikens kontor (fx. på Centralstationen eller ved Triangeln station), eller billetter købt i Skånetrafikens app (husk at skrive 0045 foran dit danske nummer). Der kan ikke købes billetter eller bruges klippekort i busserne. Har du en togbillet fra Danmark, kan den bruges i bussen. Jeg vil anbefale dig at bruge Google Maps app'en til at lave en rejseplan.
 
Her ses deres "kebab"pizza
Jalla Jalla (veg* venligt)
Jalla Jalla er et lille falafelsted nær Möllevångstorget med et bredt vegansk udvalg: alt fra falafel med forskellige saucer til ”kyllingskebab”, ”fish’n’chips”, burgere, "hotdogs" og "kebab". Man skal dog være hurtig, for en del af varianterne er ofte udsolgt, hvilket fortæller lidt om hvor populært stedet er.
- Bergsgatan 16
- Man-tor: 11-02:30
- Fre-lør: 11-05
- Søn: 12-01
OBS: husk kontanter
- Børnevenligt: det er muligt at sidde udendøre på nogle bænke.
 
Deres kebab er så virkelighedstro, at jeg stadig er lidt i tvivl om hvorvidt det var kød jeg fik
 
Tusen & 2 Restaurang och Bar (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Hjemmesiden bryster sig af at have Sveriges bedste burgere. Alle burgerne er hjemmelavede og man bestemmer selv om de skal serveres med oksekød, vegetarbøf, kylling, fisk, vegansk bøf eller falafel. Alle burgerne er desuden fyldt med hvidkål, salat, tomat, rødløg og agurk. Til alle burgerne serveres der enten pommes frites, kartofler, salat eller bulgur.  Burgerne varierer fra Cubana med ananas og papayasalsa til Le Guerre, som beskrives som en anarkistburger med soltørrede tomater og sennepsmarineret pære. Jeg har smagt deres Bengal, som er en spicy burger med mangochutney og jalapenos. Jeg var meget tilfreds og ligeså var min mand. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi spiser der. Og man kan i øvrigt helt trygt bestille en vegansk version; de har helt styr på det med at udelade aiolien og dressingen. 
- Bergsgatan 6 og Landbygatan 4 (Lilla Torg)
- Man-tor: 11-23
- Fre: 11-00
- Lør: 12-00
- Søn: 12-23
- Børnevenligt: på Bergsgatan er der tre trin op til spisestedet. Stedet er meget populært, så en barnevogn kan kun sniges med ind på en ikke travl dag. Det er muligt at sidde udendøre ved godt vejr, hvor de har bænke og borde. Ved Lilla Torget er der en lille gård, hvor man kan sidde, når vejret er til det. Her kan man uden problemer komme med et par barnevogne. Begge steder har barnestole.
 
Et styks lækker Bengal burger med jalapenos og mangochutney
Green & Yellow Juice Bar (veg* venligt)
I Triangeln shoppingcenter, lige ud til gaden (Södra Förstadsgatan) ligger The Juice Bar. Det er potentielt den hyggeligste lille juicebar jeg nogensinde har set. Her kan du købe herlige friskpressede juicer og smooties lavet af fx jordbær, mynte, ingefær, appelsiner og gulerødder. Du kan jo eventuelt tilføje et næringsrigt shot, fx ”supergreens” for at få dagens antioxidanter i flydende form. Man kunne jo snuppe en ”Wake up Apple” og et ”Ginger Flu Shot”. Det er også muligt at købe snacks, sandwiches og salater. Skulle du komme forbi Centralstationen, er juicebaren også at finde her.
- Triangeln shoppingcenter, lige ved Triangeln station (S. Förstadsgatan 41)
- Man-fre: 08-20
- Lør: 10-18
- Børnevenligt: der er få pladser indendøre og ej heller plads til en barnevogn. Der er en bænk udenfor, men ellers er der mulighed for at drikke/spise det man har købt inde i Triangeln - evt. i deres familierum på 2. sal (ammerum, højstole, puslerum og mikroovn).
 

Slimfood (veg* venligt)
I Triangeln shoppingcenter ligger Slimfood, som tilbyder sund og lækker mad. Her kan man få en lækker salat, sushi og misosuppe. Man kan vælge mellem ”færdige” menuer eller sammensætte sin egen. Salaten vælger man selv fra montren, som tilbyder over 30 forskellige grøntsager og andet lækkert. Det er også muligt at få vegetarisk eller vegansk sushi. Hvis du er veganer skal du være opmærksom på deres ”tamago”, som er en omelet. Men ellers har du faktisk mange valgmuligheder; Prøv en lækker Abodaco nigiri med avocado eller Inari nigirien, som er med tofu. Måske en Yasai futomaki med agurk, radise og pickels eller en lille ”Kappa” hosomaki rulle med agurk kunne friste?
- Triangeln shoppingcenter, lige ved Triangeln station (S. Förstadsgatan 41)
- Man-fre: 10-20
- Lør-søn: 10-18
- Børnevenligt: vi har præsteret at "snige" tre barnevogne med derind. Stedet er dog meget populært omkring frokosttid, så der er det ikke så hensigtsmæssigt med for mange vogne. Ved godt vejr er det muligt at sidde udendøre, eller man kan overveje at tage maden med op i Triangelns familierum på 2. sal (ammerum, højstole, puslerum og mikroovn). Jeg kan ikke huske, om de har højstole.
 
 
Godis Lagret (veg* venligt)
På Södra Förstadsgatan, tæt på den ene nedgang (Södra) til Triangeln station, ligger en lille butik med bland selv slik. Jeg ved ikke om det er en tilfældighed, men de har mange veganske muligheder. Når man køber slik skal man som veganer ofte holde øje med gelatine, E904 (bivoks) og E120 (rød farve). Alle tingene står i deres originale kasser, så det er nemt lige at tjekke ingredienslisten.
- Södra Förstadsgatan 82
- Børnevenligt: der er et par trin op til butikken og knap plads til at komme omkring med en barnevogn blandgt slikkasserne. Der er en bænk udenfor.
 

Hatoba sushi (veg* venligt)
Ved Hyllie station, som er den første station i Sverige, hvis man kommer fra Danmark, ligger Emporia shoppingcenteret. På den ene etage er der et food court, hvor bl.a. Hatoba ligger. Her kan man få lækker frisklavet sushi, som laves, mens man står og venter. De tilbyder bl.a. en frokostmenu med "10 bitar vegetarisk sushi". Til sushien følger sojasauce, syltet ingefær og tangsalat. Men de kan også friste med små mango maki eller nigiri med mango, tofu, agurk eller avocado.
- Emporia shoppingcenter, lige ved Hylllie station (Hyllie Boulevard 19)
- Hatoba er også at finde på Islands Brygge 9
- Man-fre: 11-20
- Lør-søn: 11-19
- Børnevenligt: der er højstole i food courten og desuden findes der et familierum i Emporia (pusleplads, ammerum, mikroovne og højstole).
 
 
Tea One (veg* venligt)
I Triangeln shoppingcenter lige ved Triangeln station ligger Tea One, som serverer den famøse bubble tea. Man vælger en tesmag og vælger så to slags gelekugler. Geleen er lavet uden animalske ingredienser, men lige netop deres trope mix indeholder E120 (rød farve), men ellers kan du vælge løs. Der serveres også smooties, juice og salater.
I teen kan man vælge mellem mango, passionsfrugt, æble, litchi, honningmelon, fersken, lime og ananas - man vælger selv om den skal være kold eller varm. Gelekuglerne (popping boba) kommer som jordbær, appelsin, passionsfrugt, litchi og mango.
Vi valgte en kold lime te med mango- og litchikugler. Det var en spøjs oplevelse, især når kuglerne "popper" ud af sugerøret og ind i munden. Men klart noget jeg godt kunne fristes til at prøve igen.
- Triangeln shoppingcenter, lige ved Triangeln station (St. Johannesgatan 3W)
- Man-fre: 10-20
- Lør-søn: 10-18
- Børnevenligt: de er fin plads til at komme omkring med en barnevogn. Der er kun et par siddepladser på nogle høje barstole. I stedet kan man vælge en af de mange siddepladser rundt omkring i centret eller bruge deres familierum på 2. sal (ammerum, højstole, puslerum og mikroovn).
 
  
ICA Söder Malmö (veg* venligt)
Ganske tæt på Triangeln togstation (södra opgang), ligger et ICA supermarked, som har et veg* udvalg ud over det sædvanlige. Generelt har de svenske supermarkeder et imponerende udvalg sammenlignet med de danske, men især dette supermarked bugner af veg* lækkerier. Der er indtil flere kølediske med tofu, "pølser", "ost" og alle mulige andre spændende produkter. Foruden de mange kølediske, byder supermarkedet også på hyldevis af chokolade, plantemælk, kager og andre godter. Jeg kan varmt anbefale at kigge forbi.
- Södra Förstadsgatan 83 (Triangeln togstation, södra opgang)
- Åbningstider: alle dage 9-22
- Børnevenligt: fin plads til at komme omkring i butikken med barnevogn.
 
 
Lush (veg*venligt)
I Lush sælges alt man skal bruge for at forkæle sig selv og alle produkterne er tydelige mærket, hvis de er veganske - desuden er ingen produkter testet på dyr. 90% af deres emballage er genanvendt og hvis du kommer med 5 tomme bøtter, giver de en gratis ansigtsmaske. Skulle nogle produkter blive beskadiget og dermed ikke være salgsbare, doneres de til velgørende organisationer, i stedet for at blive smidt ud. De har fokus på deres miljøpåvirkning og kun 5% af deres råmaterialer fragtes med fly - desuden anvender de ikke palmeolie. Der er fokus på at anvende naturlige ingredienser og 70% af deres produkter er helt fri for konserveringsmidler. Slutteligt har de også fokus på deres vandforbrug, hvilket har resulteret i, at en del produkter sælges i fast, fremfor flydende form.
- Södra Förstadsgatan 23
- Man-fre: 10-19
- Lør: 10-17
- Børnevenligt: der er to høje trin op til butikken.
 
 
Möllans Pizzaria (veg*venligt)
Tæt på Möllevängstorget (Triangeln st) ligger et lille pizzeria, som har et væld af både vegetariske og veganske pizzaer. De har ikke fake kød, men grøntsagspizzaer med sojaost. Jeg synes, det var en virkelig lækker pizza og min mand sagde, at han synes det er den bedste pizza, han har fået i Sverige. Jeg fik en "Tomatos" med tomatsauce, sojaost, løg, soltørrede tomater, artikskok, peberfrugt og friskpresset hvidløg (jeg fravalgte oliven). Vi har efterfølgende spist der en hel del gange og kører vi hurtigt, kan vi også købe en pizza med hjem - mums.
- Ystadgatan 4
- Man-lør: 12-24
- Søn: 12-22
- Børnevenligt: der er tre trin op til pizzariaet og ikke plads til barnevogn indendøre.  Mulighed for at sidde ude, når vejret tillader det. Kan ikke huske om de har højstole.
 
 
 
The Vegan Bar (vegansk)
The Vegan Bar er en kombineret bar og burgerjoint tæt på Möllevångstorget. Hvis man kommer fra Danmark, står man af på Triangeln station og går op af Södra opgangen og så er der ca. 5 min gang dertil. Man kan jo meget passende lige smutte omkring Ica Söder, som ligger på vejen og har en imponerende veg* afdeling.
Der er 10 forskellige burgere at vælge imellem. Man vælger, om man vil have lyst eller mørkt brød og om man vil have en whiskeymarineret sojabøf eller en kikærtebøf. Priserne ligger mellem 89-139 sek (svarende til 72-112 dkr). Jeg fik:

- Mustard & Mayo: mayo, saltede agurker, salat, tomater, karamelliserede løg, "cheddarost", "bacon" og sennepsmayo.

Hertil var der pommes frites og ketchup. Jeg synes ikke, at burgeren så ud af meget, da den kom, men jeg blev mere end mæt. Alt i alt en rigtig udmærket burger og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har spist der. Efter jeg besøgte stedet, har de udvidet menukortet, så de nu også tilbyder andre retter end burgere.
- Södra Skolgatan 45
- Man-tor: 11-23
- Fre: 11-01
- Lør: 12-01

- Søn: 13-23

- Børnevenligt: der er to trin op til spisestedet. Der er okay med plads indendøre og hvis ikke der er fuldt hus, vil man kunne snige et par barnevogne ind, uden at genere nogen. Der er højstole.

 
 
Zácola (veg* venligt)
Stedet som byder på mexicansk mad med mulighed for veg* venlige versioner med veggiestrips (soja) eller pulled jackfruit. Det er muligt at veganisere deres vegetariske retter, hvilke de har seks forskellige af. Jeg fik en Buena Vista Burrito med pulled jackfruit, bønner, ris, fajita grøntsager, habanero salsa, majs salsa og jalapenos. Den var meget bastant og smagene flød lidt ud i hinanden i den velproppede pandekage. Den tabte til deres lækre quesadillas. Af dem smagte jeg deres Spicy Cajun Veggie Quesadilla med tomater, sortøje bønner, "ost", veggiestrips, fajita grøntsager, jalapenos og habanero salsa. Den var super lækker. Jeg er normalt ikke meget for fake kød, men disse veggiestrips var virkelig lækre og godt krydrede grundet den stærke chipotlemarinade. Jeg vender helt sikkert tilbage for at smage deres quesadillas en anden dag.
På hjemmesiden er der udspecificeret for de vegetariske retter, hvordan man gør dem veganske.
- Södra Vallgatan 3
- Man-tor: 11-21
- Fre-lør: 11-22
- Søn: 11-20
- Børnevenligt: inden trin for at komme ind. Man må max være to barnevogne indendøre. De har stole, som man monteres på bordene. Så kommer I mere end to barnevogne, så sats på en dag med lækkert vejr, hvor man kan tage maden med udenfor og sidde ved kanalen.

  
Raw Food House (raw) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Stedet byder på både mad og desserter. Jeg var forbi på en dejlig solskinsdag og bestilte en "dagens", som var noriruller med nødde-pastinak-ris, gulerødder og avocado med en tamaridip og lun misosuppe. Rullerne var virkelig lækre. Der blev plads til dessert, som blev et stykke nutellakage - både Charlie og jeg synes, den var lækker.
- Friisgatan 8 (tæt på Triangeln centret)
- Man-ons: 11-17 (køkkenet lukker 16:30)
- Tor: 11-21 (køkkenet lukker 20)
- Fre: 11-19 (køkkenet lukker 18)
- Lør: 11-17 (køkkenet lukker 16:30)
- Søn: 12-17 (køkkenet lukker 16:30)
- Børnevenligt: der er tre høje trin op og ikke plads til barnevogn indendøre. Ved godt vejr kan man sidde udendøre. De har højstole.
 
 
 
Café Selma (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Stedet er en del af Röstånga Möllas, som maler deres eget mel og bager surdejsbrød, som serveres bl.a. på Cafe Selma. De byder på forskellige frokostbuffeter, hvoraf en af mulighederne er vegansk. I den ene kølemontre stod der frugtsalat, vand og en salat. Ved siden af denne stod fire forskellige slags supper, hvoraf den ene var vegansk. I en anden kølemontre var der flere forskellige slags hummus, vegansk "nutella", to bønnesalater og figenpålæg. Til buffeten var der flere slags brød. Det kostede sølle 55 sek (ca. 45 dkr) og til pengene var den okay. Jeg var af sted med en veg* mor fra Malmø, som desværre opdagede et stykke kød i sin veganske suppe. Ham der betjente os ringede straks rundt til de andre steder, som får maden samme sted fra, vi fik pengene tilbage og han undskyldte mange gange. Min veninde havde spist der adskillige gange og har aldrig oplevet det før. Vi mistænker, at en kunde måske har brugt skeen fra kødsuppen til den veganske suppe. Det er nok ikke et sted, hvor jeg kommer igen. Ikke pga. kødet i suppen, men fordi madkvaliteten var for lav til mig - når jeg endelig går ud og spiser, så skal det også være lækkert. Men ønsker man en meget billig og hurtig frokost, så er det oplagt.
- Föreningsgatan 43
- Man-lør: 11-15
- Børnevenligt: der er fire trin op og en lidt snæver indgang, men det kan lade sig gøre at komme ind med en barnevogn. Stedet er populært som frokoststed, så jeg vil sige max to vogne. De har en højstol.

 
Nois café och deli (veg*venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Stedet byder på vietnamesisk streetfood med alt lige fra sommerruller til vietnamesiske baguettes og risnuddelssalater fyldt med friske urter, grøntsager og lækre saucer. Vi smagte deres sommerruller med rispapir, risnudler, agurk, salat, gulerødder, koriander, purløg og tofu. De blev serveret med jordnødder, syltede gulerødder og kinaradise og hoisinsauce. Vi bestilte også en baguette med agurk, syltede gulerødder og kinaradise, purløg, soja, koriander, chilisauce og bbq-marineret tofu (uden mayonnaise). Rullerne var rigtig udmærkede, men baguetten var virkelig lækker. Så lækker at jeg allerede overvejer, hvornår jeg kan komme derind igen for at smage den igen. Til dessert smagte vi en chokoladekugle og en hasselnøddekugle - nøddevarianten vandt.
- Friisgatan 3 (tæt på Triangeln)
- Man-fre: 11-20
- Lør: 11-19
- Børnevenligt: der er 3-4 trin for at komme ind. Hvis ikke der er for mange andre kunder, kan man godt snige en barnevogn ind - de har højstole. Ved godt vejr kan man sidde udendøre. Man kan også tage maden med hen i Triangeln (lige ved siden af), evt. i deres familierum på 2. sal (ammerum, højstole, puslerum og mikroovn).


Satori Café (vegetarisk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Satori tilbyder en vegansk lunchbuffé (frokost) og en vegetarisk frukostbuffé (morgenmad). I morgenmadsbuffeten er der bl.a. surdejsbrød, grøntsager, vegansk ost, marmelade, müsli, banan- og cashewmælk, vegansk smootie og kaffe (mulighed for sojalatté). Der vil også kunne findes muffins og scones - jeg har ikke prøvet deres morgenmadsbuffet. I den veganske frokostbuffet vil du bl.a. kunne finde surdejsbrød, hummus, grillede grøntsager, salater, bønner og andre lækre sager. Desuden indgår en pizzaslice eller en suppe. Suppen er altid vegansk og det er muligt at få vegansk ost på pizzaen ved forespørgsel. Foruden deres buffeter serveres stedet også bl.a. pizza, salater og suppe. Vi spiste frokost og både min mor og jeg var meget imponerede; stedet var flot, hyggeligt og indbydende og maden var velsmagende og lækker. Det er klart ikke sidste gang jeg spiser der.
- Kalendegatan 30
- Man-tor: 8-21 (vegansk frokostbuffet 11-14)
- Fre: 8-22 (vegansk frokostbuffet 11-14)
- Lør: 9-22
- Søn:9-21
- Børnevenlighed: stedet er rummeligt og man kan uden problem snige et par barnevogne med ind (ingen trin). Ved godt vejr, er det også muligt at sidde udendøre. Der er højstole og pusleplads.

 
Lotta Lova Café (vegetarisk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
"Skjult" inde i gården i nr. 36 ligger den hyggeligste lille café, som serverer økologisk mad, friskpressede juicer og smooties, veganske kager og meget mere. Stedet har mange veganske muligheder og hver dag fra kl. 11:30 serveres der "dagens vegetariske" og "dagens veganske". Som noget nyt fra 7. marts 2015 serverer de nu også vegansk brunch i weekenden. Min mor og jeg har smagt deres gulerodskage og deres hindbær/kokos cupcake, som begge var lækre. Jeg har for nylig været derinde igen for at smage deres famøse acaibowl og både Charlie og jeg synes, den var en klar succes. Vi valgte den originale, som bestod af raw acai, granola, jordbær, banan, kokos og agave. De har også en "superfood bowl" og en "very berry bowl".
- Store Nygatan 36
- Man-fre: 10-18
- Lør-søn: 12-16
- Børnevenlighed: der er masser af siddepladser i gården (ikke overdækket) og rigelig med plads til barnevogne. Der er kun få siddepladser indendøre med en rampe op til cafeen. Der er pusleplads og højstole. Obs: de har en hund, som går omkring. Den er ikke nærgående, men har man et barn, som er bange for hunde, er stedet nok ikke så oplagt.

 
Möllans Falafal (veg* venligt)
Stedet har en hel vegansk menuside og byder på alt fra "fish'n'chips" til "kebab" og burgere. Deres "kød" er fra Astrid och Aporna og stedet er nærmest nabo til Jalla Jalla, som er beskrevet længere oppe i guiden. Vi smagte deres "f*skpinnar med pommes" og deres "chi-chi-rulle vegan-kyckling". Begge dele var rigtig udmærkede og vi blev mere end mætte. 
- Bergsgatan 14
- Man-lør: 10-06
- Søn: 11-00
- Børnevenlighed: der er fem høje trin op til spisestedet, men man er velkommen til at tage barnevognen med ind og de giver gerne en hånd med - umiddelbart vil omkring to vogne være okay. Der er ikke højstole, men til gengæld har de det rareste personale, som var meget venlige og børneglade og endda gav Charlie en juicebrik (vi må lige øve på det der med sugerør).

 
Condeco (veg*venligt)
De laver selv maden fra bunden og har en del veg* muligheder. Om mandagen er stedet helt vegetarisk og de andre dage frister de med bl.a. vegansk sandwich, en vegetarisk buffet og en linsesuppe. Desuden er der også søde fristelser i form af rawkugler eller muffins. Foruden en del veg* muligheder tilbyder de også glutenfri alternativer, bl.a. brød, pasta og muffins. Jeg fik deres veganmacka (sandwich) med en "hälsoröra" lavet af oliven, kikærter og chili - den var rigtig lækker. Hertil fik jeg deres veganmuffin med blåbær, som vist tilmed var glutenfri. Den var måske lidt tør til min smag, men der var rigeligt af den og smagen var udmærket. Skønt stort sted med mad til alle smage og dejligt børnevenligt. Bestemt ikke sidste gang jeg kigger der forbi.
- Södra Tullgatan 4 (tæt på Gustav Adolfs Torg og "lige" ved siden af Köld og Zácola)
- Man-tor: 7:30-22
- Fre: 7:30-24
- Lør: 9-24
- Søn: 9-22
- Børnevenligt: stedet er meget børnevenligt. Der er ingen trin for at komme ind og indendøre er der en elevator til 1. salen, hvor der tilmed er et legehjørne til børnene. Der er en del højstole og pusleplads på det første af toiletterne.


 
Mrs. Saigon (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
En vietnamesisk restaurant, som serverer autentiske vietnamesiske retter fra det sydlige, centrale og nordlige Vietnam - i deres menukort er der flere veganske muligheder, som er tydeligt beskrevet, hvorfor stedet har sneget sig med i guiden her. De byder bl.a. på vietnamesiske pandekager med bønnespirer, salat, friske urter, veg* sauce og en vegansk svampeblanding eller hvad med en omgang stegt tofu med citrongræs, chili og sojasauce med friske risnudler, salat, koriander, jordnødder, løg og sursød sauce. Jeg valgte deres risnudelsuppe med tofu, bønnespirer, koriander, basilikum, løg og frisk lime. Hun spurgte til om jeg ville have både tofu og quorn, men jeg fravalgte quorn, som indeholder æg. Jeg er egentligt ikke så meget til tofu, men havde lyst til at prøve suppen. Der var virkelig meget tofu i, men det var rigtig udmærket med de to medfølgende dips og klart en anbefaling, hvis man er tofuelsker. Resten af familien var også tilfredse med deres retter.
- Engelbrektsgatan 17B (tæt på Gustav Adolfs Torg)
- Frokost man-lør: 11:30-15
- Tir-tor: 17:30-23
- Fre-lør: 17:30-24
(lukket for aftenservering søndag og mandag)
- Børnevenligt: der er trin op til restauranten fra gadeplan og ligeså trin indendørs. Men det er muligt at parkere sin barnevogn lige inden for døren og de har højstole.

 
Texas Longhorn (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Denne burgerrestaurant ligger bl.a. i Triangeln shoppingcenter (Södra opgang fra Triangeln st) og man har mulighed for at gøre deres burgere veganske med en veg bøf. Jeg prøvede deres California burger, som serveres med salat, løg, tomat, guacamole (vegansk), salsa og alfalfa spirer (fravælg ost, mayo og coleslaw). Bøffen var ret fornuftig, bollen lidt halvslatten og fritterne halvuinspirerende. Men ikke dermed sagt, at det var en dårlig burger, langt fra, der var bare plads til forbedring.
- Triangeln shoppingcenter eller Kanalgatan 5
- Man-tor: 11-20
- Fre-lør: 11-21
- Søn: 11-18
- Børnevenligt: der er højstole og det er nemt at komme rundt med barnevognen - desuden mulighed for at sidde ude. Foruden det ligger spisestedet i Triangeln centret, som har et familierum på 2. sal (ammerum, højstole, puslerum og mikroovn).



Dolce Sicilia (veg* venligt)
En italiensk isbar, som tilbyder lækre cremede veganske sorbetis - alle is er hjemmelavede og økologiske. Deres bægre er endda biologisk nedbrydelige og lavet på majs. Jeg var der en dejlig varm sommerdag med en veninde og vores unger. Vi kunne sidde udenfor og delte et mellemstort bæger, hvori man kunne vælge tre forskellige smage. Vi smagte den med kokos, ananas og passionsfrugt. Alle var lækre og cremede og ikke vandisagtige, som sorbet nogle gange er. Det var klart den syrlige passionsfrugtis, som løb med sejren, men de andre var også lækre, om end noget mere diskrete i smagen. Charlie godkendte med stor iver alle tre.
- Drottningtorget 6 (tæt på Carolicentret og centralstationen)
- Jan: lukket
- Feb: åbent tir-søn 11-17:30
- Mar: alle dage 11-18
- Apr og maj: alle dage 11-19
- Juni: alle dage 11-20
- Juli: alle dage 11-20:30
- Aug: alle dage 11-19
- Sep: alle dage 11-18
- Okt: tir-søn 11-18
- Nov og dec tir-søn
- Børnevenligt: de har en højstol og der er to trin op til butikken. Der er god plads indenfor og tilsvarende en del siddepladser udenfor, bl.a. nogle meget dybe "bænke", hvor man nemt kan sidde med sin unge.
 
 
 
Steder jeg endnu ikke har været, men som jeg er blevet anbefalet af svenske veganere
Green Mango (veg*venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Tæt på Möllevångstorget ligger en lille restaurant, som byder på lækker thailandsk mad. Menukortet har et "V" de steder, hvor det er muligt at veganisere retten og der findes desuden en kategori som hedder grøntsager og i de øvrige kategorier kan man vælge tofu i stedet for kød.
- Ystadsgatan 10
- Man-tor: 11:30-15 og 17-21:30
- Fre: 11:30-15 og 17-22
- Lør: 13-22

Carib Kreol (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Serverer en vegansk gryderet med kokosmælk, søde kartofler, peberfrugt og gulerødder med ris til.
- Claesgatan 11 (lige ved Mitt Möllan centret og tæt på Möllevångstorget)
- Man-tor: 18-01
- Fre-lør: 17-01
- Søn: 13-21:30
 
Pixel K.a.f.e. (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
En café fyldt med arkademaskiner, flippermaskiner og konsoller. En sand retrohimmel, hvor man også kan nyde en vegansk burger. Man kan vælge mellem fire forskellige veganske burgere, bl.a. Q-berter som er en 150 grams burger med med pommes frites og chilimayo samt en chiligryde ved siden af (de har både vegansk mayo og aoili).
- Östra förstadsgatan 16
- Ons-tor: 17-22
- Fre-lør: 17-23
 
Tapori Tiffins (vegetarisk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
I Mitt Möllans foodcourt finder du indisk mad med fokus på økologiske og rene råvarer. Menueen varierer, men du kan fx falde over en linsepandekage eller en suppe. De laver også madlavningskurser, bl.a. "Indian street food goes vegan". Fra 1. april 2015 tilbyder de vegansk Eko Lunch og fra 28. marts 2015 kan man om lørdagen få Pop Up brunch, som er lacto-ovo vegetarisk.
- Claesgatan 8 (Mitt Möllan centret)
- Tir-fre: 11-15 (Eko Lunch)
- Lør: 12:30-15:30 (Pop Up brunch)

Beer Ditch (veg* venligt) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Hvis du er til 50er og 60er retro, så er dette stedet. Stedet giver dig associationer til Beverly Hills og man burde ankomme i en lyserød Cadillac med vandkæmmet hår i bedste Elvis stil. Alle deres burgere kan veganiseres og bøffen laver de selv af søde kartofler, ris, sojafars, løg og krydderier. Desuden tilbyder de vegansk mayo, ost og burgerboller. Foruden burgere og pølser er det også muligt at få veganske milkshakes.  
- Nobelvägen 24
- Tir-tor: 16:30-24
- Fre-lør: 16:30-01

Balthazar (vegetarisk) (læs Skånevegans anmeldelse her)
Stedet byder på økologisk og vegetarisk mad. De byder bl.a. på en vegansk baba ganoush og hirdah suppe med porrer, kikærter, kidneybønner og bulgur.
- Claesgatan 3
- Man-lør: 17-01
 
Scania (veg* venligt)
En fusion mellem det mexicanske og koreanske køkken. Det er muligt at vælge vegansk fremfor kød til de fleste retter. Fx tilbyder de en burrito med krydrede ris, tre slags sauce, tofu, sorte bønner og vegansk ost - hertil serveres en asiatisk salat. På hjemmesiden gør de opmærksom på, at deres kimchee (koreansk salat) indeholder fiskesauce. Eller hvad med en bibimbap, som er basmatiris med gochujangpebersauce, chips og beancurd tofu.
- Bergsgatan 18
-
http://scaniabar.se/
- Man-tir: 11:30-14
- Ons-fre: 11:30-14 og fra kl. 17
- Lør: fra kl. 18
(obs: ons og tor mellem 17-18 tilbyder de 30% rabat på al drikkelse og mad)


Café Rondellen (veg* venligt)
Et pizzeria som tilbyder seks forskellige veganske pizzaer, nogle med fake kød. Desuden muligt at købe salater.
- Kristianstadsgatan 23B
-
http://caferondellen.se/index.html
- Tir-tor: 10-22
- Fre-lør: 10-01
- Søn: 10-20
 
Sájvva (vegetarisk)
Stedet byder på en masse vegetariske og veganske retter. Om dagen har de dagens varme ret, dagens suppe og månedens salat. Fra kl. 16 tilbyder de et væld af veg* tapas, bl.a. bruschetta, en hummustallerken og en baba ganoush tallerken - de veganske tapasmuligheder er markeret. Foruden tapas har de også en aftenmenu fra kl. 16.
- Östra Förstadsgatan 29 (Värnhem)
- Tir-tor: 11:30-22
- Fre: 11:30-23
- Lør: 17-23

Vespa (veg* venligt)
Et italiensk spisested, som primært gør sig i pizaer. Men det er som veganer faktisk muligt at få en vegansk lasagne.
- Kanalgatan 3
- http://malmo.vespa.nu/
- man-fre: 11:30-22
- lør: 12-22
- søn: 13-22
 

 

 


 





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar