mandag den 1. april 2013

Haveplaner

Sneen er nu endelig ved at være smeltet og jorden tør så småt op. Der er dog stadig nattefrost, men det betyder jo ikke, at man ikke kan begynde at lave køkkenhaveplaner. 

Jeg har længe drømt om lækre højbede i lærketræ, men har desværre måttet erkende, at de er alt for dyre. Prisen er ca. 1.500,- for et bed på 1*2 meter. Flotte er de, men ikke prisen værd.


Jeg er i stedet faldet over de knap så kønne, men meget billige pallerammer. Man kan købe pallerammerne i de fleste større butikker og plantecentre, men der tager de overpris. Har fundet dem på nettet (i Hvidovre) til 80 kr for nye og 56 kr for brugte. Jeg tænker at jeg vil købe brugte for at vælge den mest miljøvenlige løsning. Dem jeg planlægger at købe er ikke malede og måler 80*120 cm.


Drømmer om grønne bønner, gule bønner, sukkerærter, salater, gulerødder og tagetes, glaskål, skovjordbær, radiser, jordbær og ærter i højbedene. I haven er der i forvejen et blommetræ, to ribsbuske, to solbærbuske og en rabarber knold. Jeg vil også have både græskar og squash i det andet bed til højre for selve køkkenhaven.
I udestuen drømmer jeg om en plantetrappe med lerkrukker til chili, tomater, agurker og peberfrugter. Og selvfølgelig en masse krydderurter; koriander, basilikum, bredbladet persille, purløg, dild og kruspersille. 

Ihh hvor jeg er spændt og glæder mig. Manden min tjekker på arbejdet i morgen om han kan skaffe pallerammer og ellers kører vi til Hvidovre og køber en masse.

Jeg mangler også en del frø/planter, fiberdug, støttehegn, bambuspinde, krukketrappe, lerkrukker og små haveredskaber. Drømmer også om en stabel med 5 pallerammer, som skal blive til en kompostbunke og måske en regnvandstønde :) Heldigvis har jeg sparet nogle penge op, så nu glæder jeg mig bare til at komme ud og købe alle tingene, så jeg er klar til når nattefrosten forsvinder.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar