Sider

mandag den 13. juli 2015

Travlt og en stor dreng

Hej blog

Sikke travlt jeg har for tiden. Jeg har betragteligt flere aftaler nu, end før jeg gik på barsel. Aldrig før har jeg kendt så mange skønne og søde mennesker. Vi har næsten aftaler hver dag. Måske er vi en tur i svømmehallen med nogle lokale mødre, ude og spise med nogle veg* mødre eller holder playdate med den danske mødregruppe i Malmø. Det er skønt at komme så meget ud og Charlie klarer det i stiv arm. Der er en del logistik og planlægning omkring at være afsted det meste af dagen med sådan en størrelse. Aftenen før bliver pusletasken pakket med skiftetøj, stofbleer, skifteunderlag, bleer, vådservietter, skraldeposer og savlesmække. Herefter pakkes hans rygsæk med mad. Han spiser pænt meget, så der er altid et vældigt tørkost arsenal med, som fyldes op hver aften. Desuden hænger der en holder på styret, som indeholder legetøj, lommetørklæder, raw barer til mig hvis jeg går kold, hue eller solhat og nøgler. Desuden en lynlåslomme med (opladet) headset, kort til svømmehallen og rejsekort. Og så skal jeg selvfølgelig også lige huske pung, mig selv, puttegrisen, et tæppe, barnevognsselen og ungen. Pyhh. Men flere måneders erfaringer gør, at det nu kan pakkes hurtigt og effektivt med nærmest militærisk præcision.

Om en uge fylder den lille fede 10 mdr. Han spiser som en fuldvoksen mand, begynder at trække sig op af ting, kravler dog ikke, elsker at bade og svømme og bliver helt ekstatisk over fugle, hunde eller andet levende som bevæger sig. i starten skulle man gå og "hoppe" eller vugge ham i søvn og han sov helst i ens favn. Efterfølgende var der en lang periode, hvor han sov ved siden af mig. Nu er han blevet en stor dreng, som sover i egen seng (ammes fortsat om natten dog) og som for et par dage siden endda er flyttet på eget værelse. Sikke stolt mor er. Om lidt over 2 mdr er han et år og skal starte i förskola (vuggestue). Det betyder også, at jeg om 2½ mdr skal starte på arbejde igen- og inden da skal jeg gerne lige have taget et kørekort. Og vi skal også lige have malet huset... og... Well der er altid et nyt projekt, når man er husejer, men mon ikke det går det hele.

Over and out herfra...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar