Sider

onsdag den 2. oktober 2013

Veganske pleje- og rengøringsprodukter på discount

I starten af september lavede jeg indlæg omkring veganske plejeprodukter, rengøringsmidler og læbepomader. Jeg skrev om hvilke produkter jeg pt. bruger, men en del af produkterne købes over nettet og de er derfor ikke så let tilgængelige og ofte heller ikke helt billige. Jeg har derfor researchet lidt og været i kontakt med nogle producenter for at finde ud af, hvor du som dansker kan finde veganske produkter i almindelige supermarkeder. Jeg hører gerne fra dig, hvis du kender til lignende serier, så jeg kan tilføje dem til listen.

Nedenstående er udelukkende udvalgt fordi de kan fås i almindelige danske supermarkeder og fordi de ikke indeholder animalske ingredienser og ej heller er testet på dyr. Jeg har ikke taget stilling til om de indeholder kemi, man kunne ønske at undgå og må bede dig om som forbruger, selv at undersøge de specifikke produkter, hvis du vælger at købe dem. Det er kun et fåtal af produkterne jeg har personlige erfaringer med, hvorfor jeg har valgt ikke at beskrive disse.

Ift. dyretestning, så forbyder den europæiske lovgivning at teste både selve produktet, men også de enkelte ingredienser på dyr. Hvorvidt parten med de enkelte ingredienser overholdes eller om de testet af tredjeparts selskaber, kan jeg ikke udtale mig om. Det vil være svært at finde produkter, hvor ingredienserne ikke på et eller andet tidspunkt har været testet på dyr - men det er heldigvis ulovligt for fremtidige ingredienser. Hvis du vil være på den sikre side, må du tage kontakt til producenterne for at spørge til eventuelle tredjeparts selskaber.

OBS: denne guide er efterhånden et par år gammel og da producenterne ændrer deres opskrifter ind imellem, må jeg opfordre dig til at læse ingredienslisten, før du køber et af nedenstående produkter.

Organic Circle
- Forhandles i Rema1000

- Mailsvar fra kategorichefen Jeanette Brogaard d. 2. oktober 2013:

"Organic Circle produkterne indeholder ikke ingredienser af animalsk oprindelse. Produkterne indeholder glycerin - men det er vegetabilsk glycerin. Ingen af vores produkter er testet på dyr. Vi følger den Europæiske kosmetiklovgivning, hvor det ikke er tilladt at teste på dyr. Samtidig er alle produkterne produceret i Danmark"

- Alle produkterne er veganske og er svanemærket, EcoCert mærket samt astma-allergimærket.

- Priserne varierer fra fx. 25,- for shampoo, balsam, roll-on og håndcreme til 40,- for bodycreme. Man kan få alt fra vådservietter til showergel, balsam, roll-on og meget mere.


Grøn Balance
- Forhandles i Kiwi, Spar butikkerne og SuperBest

- Mailsvar fra Sourcing Manager Maria Hammer Aagesen d. 23. september 2013:

" Vedr. personlig pleje produkterne:
På personlig pleje, som falder under kosmetiklovgivningen er det forbudt at teste på dyr. De fleste af produkterne indeholder glycerin som fugtgiver, men det er en vegetabilsk fremstillet glycerin. Grøn balance hårvoks indeholder bivoks (her vil jeg gøre opmærksom på at bierne ikke dør ved indsamling af bivoks). Der er ikke andre ingredienser end bivoks af animalsk oprindelse i produkterne.

Vedr. husholdningsprodukterne:
Grøn Balance Uld- og finvask indeholder glycerin (vegetabilsk) og lanolin.  Lanolin stammer fra uld og fremstilles ved at det uldfedt (fra får), som vaskes ud ved uldproduktionen indsamles og raffineres til lanolin (=ren uldfedt). Lanolinen kommer derfor fra pelsen på levende dyr og ikke fra slagteaffald. Vores leverandører garanterer ligeledes at ingen produkter testes på dyr. Det skal dog retfærdighedsvis nævnes, at der ingen garanti er for, om de enkelte ingredienser en gang i deres liv er blevet testet på dyr. Det kan være mange år siden. Hvis ingredienserne findes i medicin kan de også været testet på dyr (eller mennesker) med henblik på denne funktion, men altså ikke som led i fremstillingen af personlig pleje og husholdningsprodukter."
 
- Eneste ikke veganske produkter: hårvoks (bivoks) og uld-og finvaskemidlet (lanolin). Produkterne er fri for parabener, parfume og farvestoffer.

OBS: jeg er blevet kontaktet af Winnie, som har tjekket sin læbepomade og oplyser, at den indeholder cera alba og derfor ikke er vegansk.

- Priserne varierer fra 10,- for håndsæbe til 18,50,- for håndcreme og 16,50,- for balsam. Foruden plejeprodukter forhandles også rengøringsmidler, bl.a. vaskemiddel og opvasketabs.
 

- Forhandles i de fleste større danske supermarkeder, fx. Bilka, Kvickly og Føtex

- Mailsvar fra R&D Manager Tom Hornshøj-Møller d. 2. oktober 2013:

"Hvis du er veganer, så er det eneste produkt i vores bodycare serier du skal gå udenom lip-balm for den indeholder bivoks (Cera alba).
 
Ingen af de råvarer vi anvender er testet på dyr og ej heller de færdige produkter - det er derfor at vi har mærket alt med Leaping Bunny."

- Eneste plejeprodukt der ikke er vegansk er deres lip-balm (cera alba)

- Priserne varierer fra 40,- for shampoo til 60,- for bodylotion og 50,- for roll-on. Der findes flere forskellige serier (fx. Nordisk Birk og familieserien) og produkterne varierer fra balsam til håndcreme og ansigtsrens og meget mere.


Derma
- Forhandles i bl.a. Føtex og Bilka, men også i Netto, Kvickly og Superbrugsen afhængig af hvilken af serierne, du er på udkig efter.

- Mailsvar fra Kvalitets- og Miljøchef Connie Mørch d. 03.10.13:

"Vi anvender lanolin fra fåreuld og bivoks (cera alba) i vores Derma Eco Woman håndcreme, men du vil altid kunne se det i ingredienslisten. Vi tester ikke vores produkter på dyr"

- Kun Eco Woman håndcremen er ikke vegansk. Produkterne er mærket med Svanen og Astma % Allergi mærket. Baby- og kvindeserien er desuden mærket med EcoCert. Produkterne indeholder ingen farvestoffer, parabener eller parfume.

- Priserne varierer fra fx. 78 kr. for en økologisk ansigtscreme til 58 kr. for en skintonic.
 

Änglamark
- Forhandles i Kvickly, Superbrugsen, Dagli'Brugsen og Irma.

- Mailsvar fra Coop Vorbrugerservice Barbare d. 10.10.13:

"Vi kan oplyse, at der ikke er udført dyreforsøg i forbindelse med udviklingen af Änglamark produkterne til Coop. Vi kan endvidere oplyse at ingen af vores Änglamark kropsplejeprodukter eller vores Änglamark vaske-rengøringsmidler iøvriigt indeholder animalske ingredienser."

- Allee produkterne er veganske og er mærket med Svanen og Astma og Allergimærket, der hvor det er muligt.

- Priserne varierer fra fx. 30 kr. for en bodylotion til 40 kr. for en bodyscrub.

- Forhandles i Irma.
 
- Mailsvar fra Vareplanlægger Trine Smith Sørensen d. 18.10.13:
 
"Tusindfryd-produkterne er ikke testst på dyr - det er ulovligt og har været det i mange år i hht. EU's kosmetiklovgivning - hvilket vores leverandør, Allison, overholder til punkt og prikke. Eneste animalske ingredienser er bivoks, som kun findes i læbepomaden".

 - Alle produkterne pånær læpepomaden er veganske og er mærket med Svanen samt indeholder ingen parfume eller farve.

- Priserne varierer fra fx. 20 kr. for en toiletrens til 24 kr. for opvasketabs (forhandler også produkter til personlig pleje)


 

19 kommentarer:

  1. Tusind tak for et fint og relevant indlæg. Det er ofte sådan noget, man bøvler med. Det her er (også for mig) til at betale, så det vil jeg give et forsøg næste gang, jeg skal købe.

    SvarSlet
  2. Hej Deborah

    Hvor er det fedt at du kan bruge indlægget. Det er altid dejligt med noget respons, så man ved, at man ikke kun skriver for sig selv - det er dejligt at nogen læser med og at det kan bruges.

    SvarSlet
  3. Hej Maj,

    Hvor er det bare mega brugbart, alt det du har undersøgt og skrevet her!
    Så fedt! Tak! :D

    Vh Stine

    SvarSlet
  4. Så fedt at jeg stødte på din blog, for dette indlæg er jeg super glad for, som helt ny veganer er det noget jeg ikke har kigget på, mange tak ��

    SvarSlet
  5. Hej igen :-)
    Har en Grøn Balance læbepomade og den indeholder cera alba,øv. Bare lige for info.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for info. Retter indlægget, når jeg får mulighed for det :)

      Slet
  6. Tak for meget fin info. Jeg kan tilføje nogle fine produkter fra Green People, som er et dansk firma. Kan købes på nettet og i helsebutilker i større byer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for kommentaren. Jeg kender godt mærket og lader din kommentar stå som inspiration, men tilføjer dem ikke til listen, da listen var tænkt som noget man kunne finde i sit vanlige supermarked. Men mange tak for dit input.

      Slet
  7. Jeg ELSKER den her liste!! Mange, mange tak :-) Det gør livet lettere!

    SvarSlet
  8. Jeg går ikke ud fra, at det også gælder fx Urtekrams tandpasta - selvom at de på deres hjemmeside klassificerer den som et plejeprodukt? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der må jeg desværre være dig svar skyldig Cecilie. Men skriv endelig til dem og hør 😊

      Slet
    2. På billeder af deres tandpasta kan man faktisk se "vegan" mærkning .. Så det må de være :-) Tak!

      Slet
  9. Tak for dit arbejde. Det er nu tredje gang, jeg er her for at tjekke nogle produkter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at det kan bruges Gry - selvom indlægget er pænt gammelt efterhånden :)

      Slet
  10. Ecover tester heller ikke på dyr :)

    SvarSlet
  11. Marie Louisa Jespersen7. maj 2017 kl. 19.36

    Fedt indlæg! Tusind tak, du gør det meget nemmere at handle vegansk ❤

    Men da jeg i dag ville købe en Derma Shampoo, så stod der på bagsiden, at der er honning ekstrakt i?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie Louisa. Som der står i starten af indlægget, så er det efterhånden gammelt. Faktisk 4 år efterhånden. Så det er altid en god idé at tjekke ingredienslisten, som du gjorde. Og der er sikkert også kommet nye mærker til siden :)

      Slet
  12. Tusind tak for et godt brugbart indlæg :)
    Mvh Nia Naia

    SvarSlet